Nytårsbrev 2021, Grundejerforeningen Vesterklit.

Kære medlemmer.

Jeg håber I alle har det godt på trods af, at Corona virus nu igen sætter begrænsninger i forhold til normale tilstande både i vort samfund og i vor private cirkler. Jeg håber, alle er kommet godt gennem julen og godt ind i det nye år 2022.

Året 2021 blev igen et mærkeligt år, hvor smitten med coronavirus medførte ganske betydelige restriktioner til tider med næsten total nedlukning i visse brancher. Det lykkedes dog efter udskydelse at gennemføre årets generalforsamling pinselørdag, men med begrænset deltagerantal i forhold til hvad vi plejer. Efter en næsten normal sommer, hvor rigtig mange danskere afviklede ferien i Danmark og et begyndende efterår, hvor vi troede, at Covid-19 for alvor var på retur i det danske samfund, så dukkede en ny variant - Omikron op og smittetallene steg voldsomt. Påsken ligger først i april i 2022, så forhåbentlig er der så meget kontrol over virusspredningen, at vi kan afvikle årets generalforsamling påskelørdag, men herom når tiden nærmer sig.

 

Naturpleje og hegning.

Den påtænkte hegning på begge sider af Flodbækken fyldte af forståelige grunde rigtigt meget på generalforsamlingen.

Den 23. oktober 2021 afvikledes et borgermøde på Tversted skole med over 100 deltagere.

Her følger en kort opsamling på mødet:

Tversted Borger- og Turistforening havde sammen med grundejerforeningerne og Hjørring Kommune indkaldt til Borgermøde lørdag den 23. oktober på Tversted Skole.

Kommunen orienterede om baggrunden for naturplejeprojektet omkring Flodbækken, som bl.a. indebærer hegning i fredede områder, og Grundejerforeningerne og TBT orienterede om deres bestræbelser på at få indflydelse på projektet.

Der viste sig at være stor interesse for emnet. Ca. 100 engagerede borgere deltog i mødet.

Borgerne havde følgende bekymringspunkter, som prægede debatten:

  • Hegningens og de store dyrs negative indflydelse på brugernes færden i området og dermed på naturens værdi for Tversted.
  • Aspekter fra rewilding-diskussionerne, specielt med fokus på dyrevelfærd.
  • Spørgsmål til lodsejernes og beslutningstagernes motiver for at hegne området.

Der var stor forståelse for, at der er behov for at foretage naturpleje for at bevare det lysåbne landskab og dermed sikre truede arters overlevelse.

Kommunen lagde vægt på at understrege, at der ikke er tale om et rewilding-projekt, og at de almindelige dyrevelfærdsregler vil være gældende.

Grundejerforeningerne fremlagde resultaterne af deres mange møder med kommunen, dels i form af:

  • Et ændret kort over hegningsområdet med nye overskuelige gennemgangsmuligheder.
  • En skitse til en samarbejdsaftale med kommunen, hvor der lægges vægt på, at det er trygt for brugerne at færdes i området, samt at man føler sig velkommen i området. Man skal kunne følge med i den pleje, der foretages, og se nytten af den. Brugerne skal have afgørende medindflydelse på plejeplanerne, valg af plejemetoder og medindflydelse på løbende ændringer i planerne.

Med dette udgangspunkt er Tversted Borger- og Turistforening indstillet på at indgå en samarbejdsaftale med grundejerforeningerne og Hjørring Kommune, som sikrer reel indflydelse på det igangværende projekt, sammen med den kommende plejeplan for hele Tversteds grønne front. For at kunne varetage denne opgave vil TBT sammensætte et råd af såvel interessenter som faglige kompetencer jfr. visionen for Tversted.

På borgermødet gav Hjørring Kommune tilsagn om at indgå i et sådant samarbejde.

Klagesagen

Primo december har vi modtaget afgørelse fra Nævnenes Hus på den klage, vi indgav over Kystdirektoratets dispensation til hegning og afgræsning inden for klitfredningslinjen.

Nævnet afviser at behandle klagen, da nævnet ikke finder at omkringliggende ejendomme findes klageberettigede, heller ikke hvis de er organiseret i en lokal grundejerforening.

Afgørelsen kan ikke ankes!

Jeg forventer, at den konstruktive dialog, der har været med Hjørring kommune, vil kunne fortsætte.

Kystbeskyttelse i Tannisbugt

En anden sag, der har været fokuseret på i året 2021, er den betydelige erosion af kystlinjen, der finder sted fra Hirtshals til Skagen. På initiativ fra Kystbeskyttelseslaget Gl. Skagen, der har arbejdet med problematikken gennem længere tid, blev der afholdt et møde på Tannishus den 21. oktober 2021, hvori deltog repræsentanter fra næsten alle grundejerforeninger langs hele kysten.

Fra dette møde følger her et kort referat:

Referat og opfølgning fra mødet den 21. oktober om kystbeskyttelse i Tannisbugt

Kystbeskyttelseslaget Gammel Skagen havde den 21. oktober 2021 inviteret grundejerforeninger og større interessenter på turismeområdet til møde om kystbeskyttelse i Tannisbugt. På mødet deltog omkring 20 lag, foreninger og virksomheder fra hele Tannisbugt, med undtagelse af Kjul.

Kystbeskyttelseslaget Gammel Skagen har siden 2019 brugt mere end 5 millioner privat indsamlede kroner på kystbeskyttelse. Laget oplever, at erosionen af deres kyst er stærkt tiltagende i de allerseneste år.

Det er Kystbeskyttelseslagets opfattelse, at stor dynamik ligger bag udviklingen i Tannisbugt. I nogle perioder foregår der erosion, og i andre perioder opbygges strandene og klitterne. Der er imidlertid sket nogle væsentlige ændringer omkring Hirtshals de seneste år. Normalt vil der årligt passere ca. 900.000 kubikmeter sand videre fra Jammerbugt til Tannisbugt og dermed videre til Tversted og Skagen. De seneste år er store dele af denne sandmængde blevet stoppet ved Hirtshals og enten ført ud på dybt vand eller transporteret sydpå, for der at blive brugt til kystbeskyttelse i Jammerbugt.

Af den foreliggende lovgivning fremgår det, at man i forbindelse med havnekonstruktioner som i Hirtshals skal sikre, at den naturlige sandtransport langs kysten bliver genetableret, så naturens normale kræfter og udvikling ikke ændres. Hjørring Kommune har fået dispensation fra denne lovgivning og transporterer nu store mængder sand ned i Jammerbugt. Der vil derfor fortsat komme til årligt at mangle store mængder sand i Tannisbugt.

Kystbeskyttelseslaget fremlagde på mødet fotostudier dækkende de seneste ca. 20 år, som viser, at erosionen især i de seneste år har være voldsom. I Tversted ca. 5 meter årligt.

Vi hører ofte, at VVM-studier konkluderer, at havneudvidelserne ikke antages at have væsentlig betydning for kysterne i Tannisbugt. VVM-studierne tage imidlertid ikke højde for den aktuelle beslutning om at fjerne store mængder sand ved Hirtshals og transportere det tilbage til Jammerbugt. Kystbeskyttelseslaget har nærstuderet VVM-studierne, og hvis man ser bort fra Kjul Strand, mener laget, at der er meget ringe belæg for de antagelser, der gøres i rapporten.

Mødet konkluderede, at situationen i Tannisbugt er alvorlig. Vi har intet imod Hirtshals Havn, men ønsker sandet sendt videre mod nord. Vi har heller intet imod sandfodring på kyststrækningen syd for Hirtshals, men sandet bør komme fra et maritimt indvindingsområde ud for kysten. Det er ikke i orden, at problemer et sted i kommunen sendes videre til andre dele af kommunen eller en helt anden kommune. Kystbeskyttelse kræver helhedsløsninger og ikke delløsninger. Ellers får vi et spil om ”Sorte Per”.

I Tversted er der grund til at frygte konsekvenserne for turismeerhvervet, eller som nogen bemærkede på mødet. ”Hvor skal vi finde plads til flere tusind biler på en sommerdag i Tversted, når de ikke kan komme ned på stranden”.

Det blev besluttet at etablere et samarbejde mellem de forskellige dele af Tannisbugt med henblik på at varetage vores fælles kystsikringsinteresser. Det skal i første omgang sikre,s at hensigten med lovgivningens regler om videreførelse af sand i forbindelse med havnekonstruktioner opfyldes.  

Tversted repræsenteres ved:

  • Gert Nielsen, Grundejerforeningen Vesterklit, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., 2125 9047.
  • Søren Brandis, Grundejerforeningen Abelvej, Andersvej og Tannisgaardvej (nord for Vestervej), Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., 20634030
  • Niels Maarbjerg Olesen, Tversted Borger- og Turistforening, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., 40858522

Vi vil straks rejse sagen i den igangværende valgkamp. Efterfølgende vil vi forsøge at få etableret et Tannisbugt-samarbejde mellem de to kommuner, så vi ikke skal bruge kræfter på manglende koordinering mellem dem. Vi håber desuden, at vi på denne måde kan blive en del af et troværdigt samarbejde, hvor vi finder løsninger sammen, eventuelt i en national sammenhæng.

 

Store sommerhuse

Et tredje område, der har været fokus på i 2021, er risikoen for store sommerhuse i Tversted. I et samarbejde med Tversted Borger- og Turistforening har vi været i kontakt med Hjørring kommune. Det foreløbige resultat af kontakten fremgår af efterfølgende notat:

Som bekendt har etableringen af store sommerhuse med udlejningsformål i etablerede sommerhusområder givet anledning til utilfredshed hos grundejerforeninger og deres medlemmer flere steder langs vestkysten.

Det er derfor rigtig godt, at Hjørring Kommune har fået udarbejdet en analyse, der udpeger områder, hvor store sommerhuse bedst kan indpasses, og hvor de absolut ikke passer ind.

Analysen påpeger desuden, at plangrundlaget bør opdateres i store dele af kommunens sommerhusområder. Grundlaget skal især opdateres med hensyn til:

  • Regulering af sommerhusenes størrelse. Det foreslås at fjerne %-reguleringen til fordel for en max. regulering af bygningsstørrelsen, hvilket allerede er gjort i 16 lokalplaner i kommunens sommerhusområder. Derudover bør mulighederne for sammenlægning af sommerhusgrunde reguleres, så omgåelse af max.-rammen forhindres. I Tversted indeholder følgende lokalplaner en max.-regulering:
    • Lokalplan 700-L02 i Vester Tversted tillader 175-250 kvadratmeter bebyggelse og dermed mulighed for store sommerhuse.
    • I lokalplan 713.1 Svallerhulvej er max. 125 kvdratmeter bebyggelse tilladt.
  • Sikring af særlige kvaliteter. Nogle sommerhusområder har særlige kvaliteter, især naturmæssigt, som ikke er tilstrækkeligt beskyttet af foreliggende lokalplaner.
  • Mulig indpasning af store sommerhuse i udbyggede sommerhusområde. Her anbefales en dialog med grundejerne om en ny lokalplan.

Bilag:

Link til:

Artikel i nordjyske:

https://www.dropbox.com/scl/fi/mak6x4halapnc9auh10c4/Store-sommerhus-artikel-Nordjyske.docx?dl=0&rlkey=ls43wptgn8o2ig71xrg7nb7oz

Bilag 1: https://www.dropbox.com/s/pl9w5v868iqw34u/Store%20sommerhuse%20bilag%201.pdf?dl=0

Bilag 2: https://www.dropbox.com/s/1kn3f251scigr55/Store%20sommerhuse%20bilag%202.pdf?dl=0

Indstilling: https://www.dropbox.com/s/115vxz1s272w43k/Store%20sommerhuse%20sagsfremstilling.pdf?dl=0

Drømmen om Tversted

Arbejdet med realisering af de mange spændende visioner og tanker om udviklingen af Tversted fortsætter med stor intensitet og engagement fra mange lokale og enkelte sommerhusejere. Arbejdet kan følges på Facebook, hvor der er etableret en gruppe, der hedder Drømmen om Tversted. Andre interessante grupper på Facebook, hvor livet i Tversted kan følges er TVERSTED FOR ALLE, Tversted Borger- og Turistforening,

 

Generalforsamling 2022

Vi håber, der kommer så meget styr på corona virus, at vi kan afvikle årets generalforsamling, som vedtægterne bestemmer påskelørdag den 16. april 2022.

Rigtigt godt nytår til alle.

 

På gensyn i Tversted i 2022.

Gert Nielsen

Fmd. Gf. Vesterklit.